Rasmus Seebach såret: Se og Hør lyver om min fars gravsted

Skrevet af Elo Christoffersen

12/12/2013

Mest læste i dag

Rasmus Seebach og hans familie føler sig sårede og hensynsløst behandlet af ugebladet Se og Hør.

Ugebladet bringer i dag en historie om, at familien er ligeglade med Tommy Seebachs gravsted. I den forbindelser skriver Se og Hør, at familien ikke har betalt regningen til gravstedet. Frederiksbergs Kirke har truet med at slette Tommy Seebachs grav og der var sat et skilt op ved gravstedet med teksten "hjemfalden", skriver ugebladet.

- Det er en usand og smagløs historie om min fars gravsted, fortæller Rasmus Seebach på sin Facebook-profil.

Publikum får ønske opfyldt: Rasmus Seebach kommer til Jelling

- Vi har aldrig modtaget rykkere eller trusler fra kirkegården, og regningen med seneste betalingsfrist den 31/12-13 er betalt, forklarer Rasmus Seebach og fortsætter:

- Jeg tænker, at Se og Hør helst ser, at jeg farer op i det røde felt og derved skaber endnu mere opmærksomhed omkring deres uetiske artikel. Så det vil jeg forsøge at lade være med. Men jeg kan mærke, at jeg er nødt til at kommentere på så privat en krænkelse, slutter Rasmus Seebach.

Se og Hørs chefredaktør skriver på ugebladets hjemmeside, at Se og Hør blot forholder sig til de faktuelle oplysninger:

- Vi forholder os til den faktuelle kendsgerning, at Tommy Seebachs grav var hjemfalden. På godt gammel dansk er det den absolut sidste trussel, rykker, advarsel eller hvad man vil kalde det, før kirkegården sletter graven og flytter vedkommende til de ukendtes grav, siger Niels Pinborg og fortsætter:

- Hvis Rasmus mener, at det hele beror på en fejl, så må han rette sin vrede mod kirkegården, for vi har altså ikke sat skiltet op.