Rasmus Würtz: Vi havde sat næsen op efter mere

Skrevet af admin

27/08/2014

Dagens topnyheder

AaB-anfører Rasmus Würtz havde troet på, at det danske mesterhold kunne spille sig frem til gruppespillet i Champions League.

Men nordjyderne blev ydmyget på Cypern med 0-4 af Apoel FC, der fik 1-1 i Aalborg for en uge siden.

- Jeg er sindssygt skuffet lige nu.

- Vi havde sat næsen op efter noget mere, og vi havde troen på, at vi kunne lave et resultat, hvor vi kunne gå videre, men i stedet taber vi 0-4, siger Würtz til 3+.

- Så du kan kalde det uacceptabelt eller dårligt. Vi er i hvert fald sindssygt skuffede, fastslår han.

AaB havde flere gode muligheder, men kom bagud efter en halv time. Umiddelbart før pausen blev det 2-0 til Apoel FC, der styrede slaget i hele anden halvleg.

- Vi har en stor chance ved Thomas Enevoldsen, som kunne have gjort det til 1-1, og så kunne det have været en anden kamp, men alt i alt må vi erkende, at vi ikke gik videre, siger anføreren.

AaB kan trods nederlag trøste sig med, at holdet allerede før kampen som minimum var sikret en plads i Europa Leagues gruppespil.

/ritzau/