Rasmussen er tilbage hos Mørkøv i par nummer syv

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Når seksdagesløbet i Ballerup bliver sat i gang den 30. januar næste år, er det med Alex Rasmussen og Michael Mørkøv i det rent danske par nummer syv.

Det fortæller seksdagesarrangøren Michael Sandstød i en pressemeddelelse.

Alex Rasmussen var ude med karantæne i 2013-udgaven af seksdagesløbet. Det betød, at Michael Mørkøv kørte med OL-guldvinder Lasse Norman Hansen, og de to vandt løbet.

- Alex og jeg har en lang historie sammen. Vi debuterede sammen ved en World Cup i 2004 og har siden da skabt mange resultater sammen. På den måde er vi vokset op sammen og har udviklet os sammen, siger Michael Mørkøv i pressemeddelelsen.

Sammen blev de to ryttere verdensmestre i parløb i 2009, og de har vundet både world cups og i alt otte seksdagesløb sammen.

Arrangøren af seksdagesløbet i Rotterdam har desuden offentliggjort, at Michael Mørkøv og Alex Rasmussen også danner par i løbet, som indledes den 2. januar.

/ritzau/