Rasmussen forventer ny kontrakt med Garmin

Cykelrytteren Alex Rasmussen er på jagt efter en ny kontrakt. Selv forventer han ikke at udvide jagtmarkerne ret meget.

Faktisk forventer han, at aftalen med det amerikanske mandskab Garmin-Sharp bliver forlænget.

- Jeg har det godt på holdet. Vi taler sammen om kontrakt, og jeg tror på, at det lykkes. Umiddelbart er det nok mest et spørgsmål om, hvorvidt kontrakten skal være etårig eller toårig, fortæller han.

Alex Rasmussen har trænet ret godt forud for Post Danmark Rundt. Et kig på manden, som ofte er blevet kritiseret for at veje for meget til sin profession som cykelrytter, afslører også en supertrimmet og "fit" atlet, der må være tæt på topform.

- Jeg har trænet godt, også i bjergene. Jeg forbereder mig også til Vueltaen. Holdet er ikke sat endnu, men jeg tror, at jeg kommer med.

Alex Rasmussen var ikke helt tilfreds med den snørklede afslutning på første etape af Post Danmark Rundt. Den foregik mest på villaveje, og handlede ifølge fynboen mest om, at bremse og dreje.

Afslutningen i Sønderborg kunne han bedre lide. Alligevel måtte Garmin-holdets sprinter Tyler Farrar nøjes med fjerdepladsen. Selv har han kig på en anden slags etape i det danske løb.

- Jeg vil meget gerne vinde enkeltstarten. Også i forhold til ny kontrakt, er det vigtigt med sejre, og der er jeg allerede godt stillet. Jeg har fået en sejr i år. Det gør det hele lidt nemmere, siger han.

Efter at han vendte tilbage fra den dopingkarantæne, han fik for ikke at melde ind, hvor han befandt sig, har Alex Rasmussen vundet en etape i Bayern Rundfahrt. I en massespurt. I enkeltstarterne har han været tæt på flere gange.

Lørdag håber han på årets sejr nummer to i Holbæk på den korte enkeltstart over 12 kilometer.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV