Raul Castro kan måske ryge sine cigarer i Det Hvide Hus

Det Hvide Hus vil ikke udelukke et besøg af Cubas præsident, Raul Castro.

Det sker dagen efter, at USA og Cuba har taget skridt til at afslutte et fem årtier langt fjendskab mellem de to lande.

- Jeg vil ikke udelukke et besøg af præsident Castro, siger talsmand for Det Hvide Hus Josh Earnest.

USA's præsident, Barack Obama, og hans kollega Raul Castro talte torsdag samtidig til deres nationer om at genoptage diplomatiske forbindelser i en overraskende ny udvikling, som også sigter mod at afslutte den langvarige amerikanske handelsembargo mod Cuba.

Talsmanden tilføjer dog, at den cubanske leder endnu ikke har udtrykt "ønske om at rejse til USA".

Onsdag sagde Earnest, at han heller ikke "vil afvise et besøg" fra Obama til Cuba, men understregede samtidig, at intet var planlagt.

- Der er store nationale sikkerhedshensyn for præsidenten i forhold til at rejse til andre lande, der har, hvad vi bedst kan beskrive som en blakket historik i forhold til menneskerettighederne, sagde han torsdag.

Præsident Obama sagde under sin tale til nationen, at det ny amerikanske forhold vil gøre det lettere for amerikanere at rejse til Cuba.

Ændringen skyldes, at Cuba har valgt at løslade den amerikanske hjælpearbejder Alan Gross, der har siddet fængslet i Cuba i fem år.

Obama agter at opfordre medlemmer af den amerikanske kongres til at ophæve handelsblokaden mod Cuba.

Verdens ledere har hilst nyheden velkommen og hyldet den som et skridt mod at begrave en af de tilbageværende stridigheder fra Den Kolde Krigs tid.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip