Real Madrid-boss: Vi er bedre end sidste år

Skrevet af admin

18/08/2014

Mest læste i dag

Real Madrid har gjort de rigtige investeringer op til den kommende sæson.

Det mener klubbens cheftræner Carlo Ancelotti i hvert fald. Han mener ligefrem, at det Madrid-hold, som tirsdag møder de spanske mestre fra Atlético Madrid i den spanske Super Cup, er bedre end sidste års hold.

Sidste år var Real Madrids hold ellers godt nok til at vinde Champions League og den spanske pokalturnering.

- Jeg mener, at vi har et bedre hold end i sidste sæson, for vi har købt tre spillere, som tilfører holdet en masse kvalitet, siger Carlo Ancelotti ifølge nyhedsbureauet AFP.

De tre, Ancelotti tænker på, er Toni Kroos, James Rodriguez og målmanden Keylor Navas, som Real Madrid i alt har betalt mere end 100 millioner euro for.

Rodriguez og Kroos var med i startopstillingen, da Real Madrid i forrige weekend i Cardiff vandt 2-0 over Sevilla i den europæiske Super Cup.

Keylor Navas må stadig vente på sin Real Madrid-debut, for Ancelotti har allerede meldt ud, at klubbens sædvanlige målmand Iker Casillas vogter målet tirsdag.

Atlético Madrid vandt i sidste sæson det spanske mesterskab og mødte Real Madrid i Champions League-finalen. Men træner Diego Simeone mener stadig, at Real Madrid og FC Barcelona er en klasse bedre.

- Vi har brugt 95 millioner euro på at købe ni spillere. Real Madrid har brugt 95 millioner på to spillere. Det er forskellen, siger han.

Atletico har mistet målmand Thibout Courtois sammen med Filipe Luis og Diego Costa, der nu alle tørner ud for Chelsea. Til gengæld er Bayern Münchens Mario Mandzukic ny mand i den spanske klub.

- Vi skal kigge mod Sevilla, Valencia og Athletic Bilbao. Det er dem, vi skal kæmpe med om en plads i Champions League, siger Simeone.

/ritzau/