Real Madrid dummer sig: Målscorer var i karantæne

Skrevet af admin

03/12/2015

Dagens topnyheder

Real Madrid dummede sig gevaldigt onsdag aften, da storklubben slog Cadiz med 3-1 i den spanske pokalturnering Copa Del Rey.

Den ene af Real Madrids målscorere, Denis Cheryshev, var nemlig ikke spilleberettiget til opgøret i Andalusien.

Den russiske landsholdsspiller var i sidste sæson udlånt til Villarreal, hvor han ragede tre advarsler til sig. Dermed skulle Real Madrid-reserven have afsonet karantæne ude mod Cadiz.

Fejlen gik tilsyneladende op for Real Madrid-lejren, efter at 24-årige Cheryshev efter tre minutter bragte favoritterne fra hovedstaden foran.

Nyheden bredte sig hurtigt på spanske hjemmesider, og så lidt senere ud til at nå Real Madrid-bænken.

Konsekvensen kan meget vel blive, at storklubben smides ud af pokalturneringen. Den skæbne overgik tidligere på sæsonen Osasuna, der benyttede sig af en ikke spilleberettiget spiller mod Mirandes.

Cadiz-præsident, Manuel Vizcaino, oplyser, at klubben har tænkt sig at gå videre med sagen.

- Jeg vil gøre, hvad jeg kan og tjene Cadiz' bedste interesser, siger Vizcaino til Radio Marca.

Spørgsmålet er, hvem i Real Madrid der har ansvaret for skandalen.

Træner Rafael Benitez har i øjeblikket ikke så meget at glæde sig over, da hans hold er seks point efter arvefjenderne fra FC Barcelona i den spanske liga.

Sideløbende er holdets stjerneangriber Karim Benzema involveret i en alvorlig sag i Frankrig, hvor han mistænkes for pengeafpresning af en fransk landsholdskollega. Benzema har dog afvist mistanken.

Isco scorede yderligere to gange for Real Madrid, inden Cadiz fik et trøstmål i slutfasen.

Kampene i Copa Del Rey afvikles over to kampe, men spørgsmålet er, om returkampen i Madrid bliver afviklet.

/ritzau/