Real Madrid er fortsat med i titelkampen efter storsejr

Skrevet af admin

31/01/2016

Mest læste i dag

Real Madrid hænger på i toppen af den spanske Primera Division, efter at det søndag aften blev til en stensikker 6-0-sejr på hjemmebane mod kriseramte Espanyol.

Det betyder, at Real Madrid nu har fire point op til FC Barcelona i den bedste spanske række. Kongeklubben placerer sig på en tredjeplads med 47 point i 22 kampe bag ved Atlético Madrid og altså ærkerivalen fra Barcelona.

Espanyol, der ikke har vundet i de seneste seks ligaopgør, har efter søndagens nederlag blot to point ned til Granada under nedrykningsstregen.

Real Madrid sad på kampen fra første fløjt, og der gik blot syv minutter, før Karim Benzema kunne bringe hjemmeholdet foran med 1-0.

Kort tid efter begik Espanyol et klodset straffespark på Cristiano Ronaldo, der selv eksekverede sparket fra pletten med et sikkert spark til venstre for sig selv.

Efter et kvarters spil gjorde James Rodríguez det til 3-0, inden Ronaldo øgede føringen til 4-0 sidst i første halvleg. Portugiseren afdriblede elegant Espanyol-forsvaret og sendte bolden ind bag gæsternes debuterende målmand, Giedrius Arlauskis.

Real Madrid var uden den walisiske profil Gareth Bale, men stillede ellers i noget nær stærkeste opstilling med Ronaldo, James Rodríguez og Benzema som den forreste trio.

I anden halvleg skruede hovedstadsklubben en smule ned for tempoet, mens Espanyol-spillerne virkede tilfredse med at undgå at indkassere yderligere scoringer.

Det lykkedes dog ikke, da Cristiano Ronaldo med små ti minutter tilbage af kampen kunne fuldende sit hattrick. Til sidst lavede Espanyols nye spiller Oscar Duarte selvmål, og det endte derfor med en 6-0-afklapsning i Madrid.

Real Madrid-træner Zinedine Zidane kan glæde sig over tre tiltrængte point, efter at Madrid skuffede med 1-1 mod Real Betis i den seneste spillerunde. Med sejren er holdet nu stadig en del af kampen om det spanske mesterskab.

I søndagens øvrige kampe i Primera Division blev det blandt andet til en 3-1-sejr til Sevilla over Levante, i en kamp hvor Michael Krohn-Dehli spillede samtlige minutter.

Valencia skuffede på hjemmebane mod Sporting Gijón, da det blev til et 0-1-nederlag. Dermed har Valencia-træner Gary Neville fortsat sin første ligasejr til gode, efter at han blev ansat i klubben for snart to måneder siden.

Las Palmas slog Celta Vigo 2-1 og fik tre vitale point i den tætte spanske bundstrid. Daniel Wass blev skiftet ind for Celta Vigo efter en times spil.

/ritzau/