Real Madrid frikender Di Maria for gestus

Skrevet af admin

09/01/2014

Dagens topnyheder

Angriberen Angel Di Maria kan ånde lettet op i Real Madrid. Klubben har frikendt ham for at have gjort noget forkert i forbindelse med pokalkampen mod Celta Vigo i mandags.

Angel Di Maria var ellers under anklage for at have opført sig upassende overfor enten klubbens fans eller sin træner, da han blev skiftet ud 25 minutter før tid i mandagens kamp mod Celta Vigo - en kamp, Real Madrid i øvrigt vandt med 3-0.

Tilskuerne peb og buhede, da angriberen blev skiftet ud, og selv så han ud til at gribe om sine kønsdele, da han løb ud mod udskiftningsbænken.

Selv om han benægtede at have gjort noget forkert, blev det tolket i retning af en kritik eller hån mod enten fan'sene eller træner Carlo Ancelotti.

I en pressemeddelelse fortalte Real Madrid torsdag, at en intern undersøgelse ikke har fundet grund til at tro, at Angel Di Maria gjorde noget forkert.

- I lyset af undersøgelsen kan det ikke konkluderes, at Di Maria er ansvarlig for nogen offensiv eller hånlig gestus mod publikum på Santiago Bernabeu den 6. januar. Derfor har han ikke begået nogen fejl, som kræver straf, skriver klubben i meddelelsen.

Angel Di Maria sagde også selv tidligere på ugen, at han "blot gjorde, hvad enhver mand ville gøre - særligt når han løber."

/ritzau/