Real Madrid-helt: Atletico er en værdig modstander

Skrevet af admin

23/04/2015

Mest læste i dag

Der skulle kun et enkelt mål til for at afgøre Champions League-kvartfinalen mellem Real Madrid og Atlético Madrid. Real Madrid gik samlet videre til semifinalen med en kneben 1-0-sejr.

Målet stod Real Madrids angriber Javier Hernández for få minutter før tid, og Chicharito, som den lille mexicaner kaldes, takkede for at have fået sjælden tillid.

- Det var min tur til at score, men dette mål var takket være alle på hele holdet, fansene og alle dem, som troede på mig.

- Atletico er en værdig modstander. Gudskelov var vi de værdige vindere, siger 26-årige Hernandez til uefa.com.

Det var kun en skade hos angriberen Karim Benzema, der gav Chicharito chancen. Måske derfor var der ekstra rosende gloser fra Real Madrid-træner Carlo Ancelotti i retning af onsdagens matchvinder.

- Han spillede virkelig godt og med meget intensitet. Han fortjente at score, for han har ikke spillet meget i denne sæson. Men da jeg inden kampen bad ham spille, så var han klar.

- Han har trænet godt, og han har været meget professionel, og derfor er jeg glad på hans vegne, siger Ancelotti.

Real Madrid er forsvarende Champions League-mester og har vundet turneringen hele 10 gange tidligere.

/ritzau/