Real Madrid holder trit med førerduoen

Skrevet af admin

22/12/2013

Dagens topnyheder

Real Madrid er presset gevaldigt i denne sæson, hvor det ikke ser ud til, at FC Barcelona og Atlético Madrid har i sinde at sætte mange point til i Primera Division.

Søndag aften håndterede Real Madrid-spillerne presset ganske fint, da det blev til en 3-2-sejr på udebane over Valencia. Den indskiftede angriber Jesé blev matchvinder med sit mål syv minutter før tid.

Angel Di Maria bragte Real Madrid foran 1-0, mens superstjernen Cristiano Ronaldo sørgede for 2-1-målet inden pausefløjtet. Di Maria sørgede for assisten til Ronaldos mål, hvor portugiseren dog var i offside.

Valencia, som i mandags fyrede træner Miroslav Djukic, kunne kun glæde sig over 1-1-udligningen i første halvleg og 2-2-udligningen efter pausen. Med nederlaget er klubben end ikke blandt Spaniens 10 bedste i øjeblikket.

Real Madrid er på tredjepladsen noteret for 41 point - det er fem færre end Barcelona og bysbørnene fra Atlético Madrid. Frontduoen har begge vundet 15 af 17 ligakampe i sæsonen.

I en anden sen søndagskamp spillede Michael Krohn-Dehli de første 70 minutter for Celta Vigo, som hjemme spillede 1-1 mod Osasuna. Begge hold kæmper for at undgå nedrykning.

Primera Division holder nu en kort pause og vender tilbage med kampe i den første weekend i 2014.

/ritzau/