Real Madrid overvinder chokstart og tager klar sejr

Skrevet af admin

31/01/2015

Dagens topnyheder

Cristiano Ronaldo tog hul på tre spilledages karantæne, men selv uden den portugisiske storskytte har Real Madrid en skræmmende offensiv.

Det fik Real Sociedad at mærke lørdag eftermiddag, da holdet fik klare stryg på et regnvådt Estadio Santiago Bernabeu, hvor hjemmeholdet vandt med 4-1 uden at spille sig helt ud.

Baskerne, under ledelse af den tidligere Manchester United-manager David Moyes, fik ellers en kanonstart på den vanskelige opgave, da Aritz Elustondo i kampens første minut headede bolden i Real Madrids mål efter hjørnespark.

Men føringen holdt ikke længe nok til at skabe usikkerhed og frustration hos Champions League-mestrene, for James Rodriguez sørgede omgående for udligning til 1-1, og så tog kampen den udvikling, de fleste på forhånd havde forventet.

Med Ronaldo som interesseret tilskuer inde bag solbrillerne gjorde Sergio Ramos det til 2-1 før pausen, inden Karim Benzema med to mål i anden halvleg sørgede for den klare hjemmesejr.

Dermed har Real Madrid udvidet forspringet til fire point ned til nærmeste forfølger, FC Barcelona.

Med samme pointtal som catalonierne finder man Atlético Madrid, men mestrene har spillet en kamp mere.

Atlético vandt lørdag aften med 3-1 på udebane over Eibar. Mario Mandzukic stod for to af gæsternes scoringer.

/ritzau/