Real Madrid raskmelder Ronaldo

Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo er torsdag blevet meldt klar til fredagens returopgør i den spanske Super Cup mod Atlético Madrid.

Den portugisiske kantspiller, der har haft knæproblemer de seneste måneder, blev udskiftet i pausen af det første opgør tirsdag aften på grund af en mulig lårskade.

- Han kan spille og starte inde i kampen, siger træner Carlo Ancelotti torsdag på en pressekonference.

- Alle spillere er klar til at spille, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke skifter ud på nogle pladser, siger træneren.

Fredagens returkamp i Super Cuppen mellem sidste sæsons pokalvindere fra Real Madrid og mestrene fra Atlético Madrid bliver spillet på Atléticos hjemmebane. Det første opgør på Bernabeu endte 1-1.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip