Real Madrid-reserver saver Eibar over på en halvleg

Skrevet af admin

09/04/2016

Dagens topnyheder

Små 20 minutter var alt, Real Madrid skulle bruge til at sikre arbejdsro frem mod den svære Champions League-kvartfinale mod Wolfsburg på tirsdag, da Eibar gæstede Bernabeu i Primera Division.

Effektivt kontraspil gav tre tidlige scoringer, og det grundlagde sejren på 4-0.

Real Madrid-træner Zinedine Zidane havde valgt at spare det meste af startopstillingen fra det skuffende nederlag til Wolfsburg onsdag. Kun Cristiano Ronaldo, Casemiro og Pepe havde fået genvalg, men reserverne leverede varen.

Der var ikke spillet fem minutter, førend Jesé fik driblet sig helt fri på kanten af feltet, hvor han blev nedlagt få centimeter fra, at det havde været et straffespark.

Det er normalt en sag for Cristiano Ronaldo, men han overlod opgaven til James Rodríguez, som hamrede bolden ind i det lange hjørne.

Modsat mange andre modstandere var Eibar ikke kommet til Bernabeu for at pakke sig ned, men det kom til at koste.

Inden der var spillet 20 minutter, var stillingen udbygget til 3-0, da Real Madrid på to kontraer straffede Eibars tunge bagkæde.

Først strøg Ronaldo igennem og spillede Lucas Vázquez fri foran mål, og minuttet efter var det topscorerens tur til at lave et let mål, da Jesé spillede Ronaldo helt fra foran mål.

Efter en lille målpause fik Ronaldo i det 40. minut lejlighed til at betale tilbage til Jesé for oplægget til 3-0. Den portugisiske stjerne fandt med en flot aflevering Jesé helt blank foran mål, og så kunne han gøre det til 4-0 med en blød inderside.

Lidt som forventet slappede Real Madrid en del mere af efter pausen, hvor gæsterne kom frem til et par muligheder. Blandt andet måtte stolpen hjælpe Real Madrid ved en enkelt lejlighed.

Ronaldo misbrugte en kæmpechance midtvejs, men sejren var aldrig i fare, og Zidane kunne kigge frem mod kampen mod Wolfsburg, hvor Real Madrid skal forsøge at vende 0-2 til samlet sejr.

Sejren over Eibar sender Real Madrid op på 72 point i ligaen. Det er fire mindre end FC Barcelona og to mere end Atlético Madrid. Ronaldo og co. har dog spillet en kamp mere end de to andre.

/ritzau/