Real Madrid-træner hylder Bale efter målfest

Gareth Bale var en af hovedpersonerne, da Real Madrid onsdag aften vandt hele 7-3 hjemme over Sevilla i Primera Division.

Waliseren, der i sommer blev verdens måske dyreste fodboldspiller med overgangen fra Tottenham, scorede kampens to første mål, og han bliver rost af Real Madrid-træner Carlo Ancelotti.

- Han spillede en fantastisk kamp og viste sin form, siger træneren til Real Madrids hjemmeside.

- Han havde ingen problemer og har selvtillid. Han bliver meget vigtig for os. Bale spillede godt gennem hele kampen, og han scorede to mål og fandt godt sammen med Cristiano Ronaldo og Karim Benzema, siger Carlo Ancelotti.

Ronaldo lavede hattrick i kampen, mens Karim Benzema lige som Gareth Bale scorede to gange.

Carlo Ancelotti er generelt meget tilfreds med sin offensive trio.

- Alle tre spillede en vigtig rolle og var meget farlige. De spillede rigtig godt sammen.

- Vores offensive spil var fantastisk. Kampen viste, at dette hold kan spille god fodbold, siger træneren.

Real Madrid er nummer tre i Primera Division.

Klubben har 25 point for 11 kampe, seks point færre end topholdet, FC Barcelona.

/ritzau/

Dagens Gossip