Real Madrid var i problemer mod Krohn-Dehli og co.

Skrevet af admin

06/01/2014

Mest læste i dag

Real Madrid er stort set tvunget til at vinde alle kampe, hvis den spanske hovedstadsklub skal gøre sig forhåbninger om at vinde det spanske mesterskab.

FC Barcelona og Atlético Madrid har slået et hul i toppen af rækken, og træner Carlo Ancelottis mandskab er i fare for at blive hægtet helt af i titelkampen, hvis holdet sætter flere point til i forhold til de to førende klubber.

Mandag aften blev de madrilenske fans holdt på pinebænken, da Michael Krohn-Dehli og Celta Vigo var på besøg.

Cristiano Ronaldo og hjemmeholdets stjerner havde meget svært ved at finde vej til målet, selv om det endte med en 3-0-sejr.

Tilskuerne måtte vente 67 minutter, før Karim Benzema bragte et tandløst Real-mandskab foran med 1-0. Til trods for føringen var favoritterne dog flere gange tæt på at sætte det over styr.

Kort efter scoringen lavede Pepe eksempelvis et klodset frispark på Michael Krohn-Dehli, der netop var kommet på banen.

Pepe forsøgte at overbevise dommeren om, at det rent faktisk var ham, der havde modtaget et albuesving fra danskeren. Det var det nu ikke.

Nolito misbrugte bagefter frisparkschancen, da han skød lige over Real-keeper Diego López' mål.

I kampens sidste 10 minutter scorede Cristiano Ronaldo to gange, og så var kampen afgjort. Portugiseren er topscorer i Primera Division med 20 træffere.

Real Madrid har på ligaens tredjeplads 45 point - fire point færre end topholdene FC Barcelona og Atlético Madrid.

Celta Vigo ligger til nedrykning som tredjesidst.

/ritzau/