Real Madrid: Vi samarbejder med Fifa i transfersag

Fodboldklubben Real Madrid afviser, at klubben har noget at skjule i forhold til handler med unge spillere.

Den spanske avis AS berettede tidligere mandag, at Champions League-vinderne bliver undersøgt af det internationale fodboldforbund (Fifa) i sager om kontrakter med unge spillere.

Primera Divisions førende mandskab gør dog alt for at afdramatisere historien.

- Først og fremmest har vi en aftale med Fifa i sagen, siger Real Madrid-direktør Emilio Butragueno ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi vil fortsat samarbejde med Fifa, på hvilken som helst måde de ønsker.

- Vi er rolige omkring den måde, vi gør tingene på i Real Madrid, siger han.

Real Madrids ærkerival, FC Barcelona, afsoner i øjeblikket en transferkarantæne, så klubben ikke må købe spillere i hele 2015.

Det skyldes, at FC Barcelona har brudt reglerne om at beskytte mindreårige fodboldspillere, og reglerne om hvornår spillere kan indskrives på fodboldakademier.

/ritzau/

Dagens Gossip