Real Madrid vinder vanvidssejr på 10-2 efter røde kort

Skrevet af admin

20/12/2015

Mest læste i dag

61.567 tilskuere på Santiago Bernabeu fik sig noget af en kamp at gå på juleferie på søndag aften.

De kunne se hjemmeholdet Real Madrid vinde en storsejr på hele 10-2 over bundholdet Rayo Vallecano i den spanske liga efter stillingen 4-2 ved pausen.

Med til historien hører dog, at udeholdet allerede i den første halve time blev reduceret til ni spillere, og de kunne intet stille op mod Reals offensiv, der ikke havde i sinde at skåne modstanderen.

Gareth Bale førte an i løjerne med fire scoringer, inden han blev skiftet ud efter 74 minutter. Karim Benzema scorede tre, mens Cristiano Ronaldo blev noteret for to mål.

Real Madrid fik en drømmestart, da højrebacken Danilo allerede i det tredje minut afsluttede et veludført kontraangreb.

Men Rayo Vallecano havde nu ikke opgivet. Omkring det tiende minut scorede holdet to gange på tre minutter, så stillingen sensationelt blev ændret til 1-2.

Men glæden var kort. Først fik Tito marchordre efter en grim tackling på Toni Kroos efter et kvarter, og inden den første halve time var rundet, fik Jose Raul Baena sit andet gule kort, da han begik straffespark.

Så kunne Reals mange angrebsesser ellers bare boltre sig, og i flere situationer stod de bogstaveligt talt i kø for at score.

Cristiano Ronaldo var særlig ivrig efter at score, og han virkede utilfreds over, at han kun scorede to mål, hvoraf det ene var på straffespark.

I en situation hvor Karim Benzema var i oplagt position til at score med hovedet, råbte Ronaldo bagfra, at Benzema skulle lade bolden passere. Det gjorde franskmanden, så Ronaldo selv kunne score til 6-2.

Kort efter kiggede Ronaldo irriteret efter Gareth Bale, da waliseren scorede i stedet for at aflevere til ham.

Mens Ronaldo forgæves jagtede sit hattrick, fuldendte Benzema sit med det afsluttende mål kort før tid.

Med sejren er Real oppe på 33 point for 16 kampe, hvilket rækker til en tredjeplads. FC Barcelona og Atlético Madrid har begge 35 point for 15 kampe.

Barcelona har brugt denne weekend på at hjemføre VM-titlen for klubhold, mens Atlético sent søndag møder Malaga på udebane.

/ritzau/