Real-profil overnatter på hospitalet med hjernerystelse

Skrevet af admin

03/12/2014

Mest læste i dag

Real Madrids midtbanestjerne Sami Khedira har været under observation på hospitalet natten til onsdag på grund af en hjernerystelse.

Den tyske verdensmester kom galt af sted i tirsdagens pokalkamp mod Cornella fra den tredjebedste spanske række.

27-årige Khedira stødte sammen med Cornellas midtbanespiller David Garcia i begyndelsen af anden halvleg.

Midtbanespilleren spillede videre i nogle få minutter, inden han lod sig udskifte med Jese.

Real Madrid oplyser, at man har konstateret en hjernerystelse i forbindelse med en skanning.

Madrilenerne, der er forsvarende pokalmestre i spansk fodbold, vandt tirsdagens opgør med 5-0 og er sikkert videre i turneringen med en samlet 9-1-sejr.

Sami Khedira var i sommer med til at vinde VM med Tyskland.

/ritzau/