Real tager førstepladsen fra Barcelona med storsejr

Skrevet af admin

08/11/2014

Mest læste i dag

FC Barcelona fik kun lov til at nyde udsigten som tophold i Primera Division i nogle få timer.

Efter at Barcelona tidligere lørdag vendte 0-1 til en 2-1-sejr ude over Almeria og dermed afværgede det tredje liganederlag i træk, var det Real Madrids tur til at spille.

Helt som ventet vandt Cristiano Ronaldo og co. en storsejr, da en anden Madrid-klub, Rayo Vallecano, dristede sig til at komme på besøg på Santiago Bernabeu.

5-1 blev cifrene til hjemmeholdet, og det mest overraskende var vel, at Cristiano Ronaldo først kom på måltavlen efter 83 minutter.

Det skete med kampens sidste scoring, da Rayo-målmanden Cristian Alvarez leverede et fælt drop ved at fumle portugiserens ellers ufarlige skud ind over mållinjen.

Med scoringen kom Cristiano Ronaldo op på 18 scoringer i 11 ligakampe i sæsonen, hvilket gør ham til klar topscorer.

Gareth Bale og Sergio Ramos sendte Real Madrid på sejrskurs med hver deres scoring i første halvleg, men kort før pausen fik Rayos Alberto Bueno reduceret.

I anden halvleg var Ronaldo oplægger til de to første mål.

Først fik han akkurat prikket bolden videre til Toni Kroos, så tyskeren kunne score med et vidunderligt indadskruet skud langs jorden.

Dernæst servicerede Ronaldo franske Karim Benzema med en aflevering, som angriberen ekspederede i mål. Scoringen burde dog have været underkendt for offside.

Og til sidst kom verdens bedste fodboldspiller altså selv på måltavlen.

Real Madrid har 27 point for 11 kampe, to point flere end FC Barcelona på andenpladsen.

/ritzau/