Real-træner: Pause har hjulpet Ronaldo til vild målform

Skrevet af admin

24/09/2014

Dagens topnyheder

Krisen er afblæst i storklubben Real Madrid. Den talte kritikere om for godt en uge siden efter to liganederlag i træk, men siden har fodboldklubben svaret igen med tre sejre med en sammenlagt score på 18-4.

Her har portugiseren Cristiano Ronaldo været i en klasse for sig. Lørdag aften scorede han tre gange i sejren på 8-2 over Deportivo, og tirsdag fulgte han op med fire scoringer, da Elche blev sendt hjem fra den spanske hovedstad med 1-5.

Dermed rundede Ronaldo sit 25. hattrick for klubben, og efter et forår præget af småskader er han for alvor tilbage i storform.

Real Madrids træner, Carlo Ancelotti, mener, at tre ugers pause til stjernen i sæsonstarten er årsagen til, at han nu er på toppen.

- Det har tydeligvis hjulpet, fordi han havde brug for en periode til at arbejde med sig selv. I øjeblikket er han i fysisk god form, han er meget motiveret, og han scorer en masse mål, siger italieneren.

Ronaldo var ydmygheden selv efter storsejren.

- Det er svært at score fire mål. Jeg takker mine holdkammerater for at give mig bolden, så jeg kunne score, siger Ronaldo.

Han havde ellers ikke fået den bedste start på kampen. Efter et kvarter begik han et straffespark, som udeholdet udnyttede til en overraskende føring.

- Selv om jeg brokkede mig, så var der straffe, det må jeg indrømme. Jeg havde ikke forventet det. Det hele gik så hurtigt, men dommeren tog den rette beslutning.

17 minutter senere havde Real Madrid dog ændret 0-1 til 3-1.

- Det var en god kamp for os. Vi begyndte den dårligt. Jeg gav et straffespark væk, men vi svarede hurtigt igen med to mål, siger Ronaldo.

Han er nu suveræn ligatopscorer med ni mål, mens Real Madrid ligger på fjerdepladsen tre point efter topholdet Barcelona. Sidstnævnte kan dog øge afstanden til seks med en sejr onsdag aften ude over Malaga.

/ritzau/