Real uddeler klø til dansk stortalent

Den nye træner for den italienske storklub Inter, Walter Mazzarri, har tilsyneladende spændende planer med klubbens danske stortalent Patrick Olsen.

Den tidligere Brøndby-spiller har endnu sin officielle debut til gode for Milano-klubben, men i optakten til den kommende sæson har Olsen fået pænt med spilletid mod prominente modstandere.

Lørdag blev det således til hele 89 minutter, da Inter fik stryg med 0-3 mod et stærkt besat Real Madrid-hold, der havde Kaka og Cristiano Ronaldo blandt sine målscore.

Olsens indsats i kampen, der blev spillet i Edward Jones Dome i St. Louis i USA, kommer tre dage efter, at han var på banen, da Inter mødte Juventus, så danskeren har altså fået rig mulighed for at gøre opmærksom på sine kvaliteter.

Den teknisk stærke spilfordeler er en del af dansk fodbolds såkaldte "gyldne årgang" af spillere født i 1994.

Her finder man også navne som Victor Fischer, Lucas Andersen, Kenneth Zohore og Yussuf Poulsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip