Real udnytter forsvarsgaver og rykker fra Barcelona

Skrevet af admin

22/02/2015

Mest læste i dag

Real Madrid fik søndag aften fuldt udbytte af, at ærkerivalen FC Barcelona lørdag snublede i den spanske Primera Division i fodbold.

Cristiano Ronaldo og co. vandt fortjent 2-0 ude over Elche efter en målløs første halvleg.

Eftersom FC Barcelona lørdag tabte 0-1 hjemme til Malaga, er Real Madrid igen fire point foran FC Barcelona.

Real Madrid har 60 point for 24 kampe, mens Barcelona har 56 point.

De regerende mestre, Atlético Madrid, er nummer tre med 53 point.

Real Madrid indledte med stor dominans mod Elche, og allerede efter fire minutter bragede Cristiano Ronaldo bolden på stolpen.

Det skete efter et Elche-boldtab på egen banehalvdel, og det skulle ikke blive sidste gang i kampen, at hjemmeholdet dummede sig defensivt.

Ganske vist aftog topholdets dominans, som første halvleg skred frem, men i de sidste 45 minutter viste klasseforskellen sig.

Elches Aarón fik dog indledningsvist affyret et varselsskud, som Real-målmand Iker Casillas fik afværget, men derefter skiftede kampen karakter til gæsternes fordel.

Efter 51 minutter burde Aarón have haft et direkte rødt kort, da han stemplede Gareth Bale på foden med en hensynsløs tackling, der blev sat ind alt for sent.

Kort tid efter gik den ikke længere for hjemmeholdet, der kom bagud efter håbløst forsvarsspil.

Marcelo sendte Cristiano Ronaldo af sted i venstre side, og portugiseren sendte et indlæg ind i feltet.

Her præsterede den upressede Elche-spiller David Lomban at sparke bolden ind på sin egen målmand, Przemyslaw Tyton, og så kunne Karim Benzema let bringe Real Madrid foran 1-0.

Herefter var Cristiano Ronaldo tæt på at komme på scoringstavlen ved et par lejligheder, og 20 minutter før tid scorede verdens bedste fodboldspiller så sit første mål i Primera Division i over en måned.

Isco brillerede med et godt ryk i venstre side, men Ronaldo må alligevel være overrasket over at få lov til at stå så fri til at møde sin klubkammerats indlæg.

Hovedstødsstærke Ronaldo kunne upresset heade 2-0-scoringen i mål, så han er oppe på 29 mål i sæsonen i ligaen.

Dermed er han tre mål foran Barcelonas Lionel Messi i kampen om at blive topscorer i Primera Division.

Ronaldo scorede også onsdag i Real Madrids 2-0-sejr ude over Schalke 04 i Champions Leagues 1/8-finaler.

Før det havde han holdt scoringspause i en hel måned, hvilket ikke er sædvanligt for en mand som ham.

/ritzau/