Realityshow i storcenter: Bo i centret i 20 dage og vind en ny bil

I år fylder Kolding Storcenter 20 år og det bliver fejret med manér.

Storcentret inviterer sidst i denne måned til casting. Så har du lyst til at deltage i det første realityshow i et storcenter herhjemme, er du over 18 år – så kan du møde op til den åbne casting.

Kolding Storcenter bygger Fristelsernes Hus på Store Torv, hvor deltagerne kan blive overvåget døgnet rundt – både i centret og på Facebook. Der skal bruges 10 deltagere og de skal flytte ind den 6. september og skal bo der i 20 dage.

Og præmien til vinderen er en ny Opel Adam.

Tilmeld dig på Facebook

- Vi har netop åbnet for casting på vores Facebook-side, hvor alle interesserede kan melde sig i kampen om en plads i Fristelsernes Hus. Alle har en chance, det kræver blot, at man har fingeren på pulsen, er frisk på et ophold i Kolding Storcenter og kan lide at konkurrere mod andre i moderigtig viden, styling og gadgets samt har udholdenhed, viljestyrke og ikke mindst evnen til at ’overleve’ via sociale netværk, siger centerchef, Gitte Lindbo.

Åben casting på Store Torv

Der er mulighed for at melde sig til casting på Facebook frem til den 27. maj klokken 12. Derudover byder storcenteret inden for til åben casting på Store Torv i Kolding Storcenter den 31. maj klokken 15-18 og den 1. juni klokken 11-14. Her står et hold af professionelle castere klar til at udvælge deltagerne til Fristelsernes Hus.

- Der er brug for i alt 20 friske mennesker, men det er kun ti, som får lov til at passere døren til Fristelsernes Hus, når vi åbner den 6. september. Der er en sikker plads i huset til den, der får flest likes på Facebook, og samtidig udvælger vi ni, som får tilbud om at komme til VIP-casting, så de undgår køen til de åbne castinger, fortæller Gitte Lindbo.

De fire deltagere, som har flest points/likes den 25. september, går videre til den store finale, som afholdes den 27. september klokken 17.

Dagens Gossip