Realkreditforening: Færre afdragsfrie lån kan nås i 2019

I løbet af fem år vil realkreditinstitutterne nå Finanstilsynets forslag om, at det samlede antal afdragsfrie lån, der ligger i intervallet fra 60 til 80 procent af ejendommens værdi, skal reduceres til 55 procent. I dag udgør de 66 procent.

Det vurderer direktøren i Realkreditforeningen, Karsten Beltoft, der dog samtidig påpeger, at der kan blive brug for yderligere tiltag i sektoren for at få bragt antallet af de afdragsfrie lån ned.

- Fremskriver man det seneste års udvikling, så lander man på 56 procent i udgangen af 2019, hvor pejlemærket skal træde i kraft.

- Sektoren har sat en række initiativer i gang, og så må vi se, om de virker. Når man i løbet af et par år har set, hvordan udviklingen går, må man se, om der skal foretages nogle justeringer, hvis det viser sig, at det ikke går stærkt nok, siger Karsten Beltoft.

Direktøren i Realkreditforeningen mener, at forslaget om, at der fremover bliver lagt loft over, hvor mange danskere der kan slippe for at afdrage på deres boliggæld, er inden for rimelighedens rammer.

- Det bliver ikke bare noget, man når. Sådan skal det heller ikke forstås. Men vi synes, det er et afbalanceret forslag, Finanstilsynet er kommet med, siger Karsten Beltoft.

Han så dog helst, at realkreditinstitutterne selv regulerede de tiltag, der skal til for at nedbringe antallet af afdragsfrie lån.

- Vores udgangspunkt og grundlæggende holdning er, at vi ikke synes, at der er behov for noget indgreb ved de afdragsfrie lån.

- Grundlæggende er afdragsfrie lån et ganske udmærket produkt. Det mener vi godt, at vi kan styre, og vi kan godt sikre, at det er de rigtige kunder, der får dem, siger Karsten Beltoft.

De danske afdragsfrie lån og korte rentetilpasningslån har fået kritik fra udlandet og blandt andet Danmarks Nationalbank for at øge usikkerheden på boligmarkedet.

Frygten er, at boligejerne ikke vil være i stand til at betale deres gæld, når afdragene skal falde, eller når renten stiger.

/ritzau/

Dagens Gossip