Realkreditrådet om flekslån-lov: Sikrer lige vilkår

Skrevet af admin

06/02/2014

Mest læste i dag

Der er flertal for en ny lov, der skal sikre de populære flekslån, og det er en aftale, der sørger for at dele sol og vind lige ved at sikre retfærdige konkurrencevilkår mellem bankerne og realkreditinstitutterne.

Sådan lyder det fra Realkreditrådet, efter at det torsdag lykkedes erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) at sikre et politisk flertal for aftalen, der ifølge ministeren sørger for, at risikoen for ikke at få sit lån refinansieret elimineres.

- Vi har sagt hele vejen igennem, at konkurrencen mellem bankerne og realkreditinstitutterne skal være lige, og det synes vi, at man opnår med denne aftale, siger Ane Arnth Jensen, der er direktør for Realkreditrådet.

Hun glæder sig særligt over den arbejdsgruppe, der er nedsat for at se på, om konkurrencevilkårene fortsat er lige, når loven træder i kraft.

Aftalen blev indgået torsdag, og den holder fast i den såkaldte rentetrigger, som sikrer boligejerne mod, at renten stiger for meget på et år.

Triggeren udløses ved en rentestigning på mere end fem procent.

- I takt med at renten stiger, vil rentetriggeren koste mere og mere. Hvis bankerne kunne udstede uden samme restriktion, ville bankernes konkurrencefordel stige i takt med, at renten steg. Det ville være vanvittigt.

- Derfor er vi glade for det salomoniske snit, der gør, at realkreditinstitutterne bliver pålagt en trigger op til 24 måneder, mens pengeinstitutterne ikke må udstede med samme løbetid, siger Ane Arnth Jensen.

Sammen med regeringen støtter SF, Venstre og De Konservative op om loven, der træder i kraft den 1. april 2014 for obligationer til og med ét års løbetid.

Loven træder i kraft for de øvrige obligationer den 1. januar 2015.

/ritzau/