Reallønnen stiger: 800 kroner mere at bruge

Danskernes lønkroner rækker igen lidt længere end inflationen. Tal fra arbejdsgiverorganisationen DA viser, at lønningerne på det private arbejdsmarked steg 1,8 procentpoint i første kvartal i år sammenlignet med samme periode 2012.

Dermed steg reallønnen i en tid, hvor danskerne ellers efterhånden er blevet vant til det modsatte.

- Efter skat bliver fremgangen 2,9 procent i en typisk familie. I samme periode steg forbrugerpriserne kun 1,1 procent, skriver privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank i en kommentar.

- De danske lønmodtagere har altså fået et ganske pænt løft i deres realindkomst i årets første måneder, stik modsat de sidste to år, hvor reallønnen er faldet, og skatten steget, tilføjer han.

Las Olsens beregning viser, at for en typisk lønmodtagerfamilie svarer fremgangen efter skat og inflation til, at familien kan bruge cirka 800 kroner mere om måneden.

Tore Stramer, seniorøkonom i Nykredit, regner dog ikke med, at danskerne står over for massive lønstigninger, for krisen har fortsat tag i dansk økonomi.

- Den tiltagende lønvækst har fundet sted til trods for, at dansk økonomi stadig kæmper for at genfinde vækstsporet, og arbejdsmarkedet hverken bevæger sig frem eller tilbage.

- Man skal derfor nok også være varsom med at tolke for skarpt i retning af, at lønstigningerne nu for alvor er på vej væk fra de historisk lave krise niveauer, skriver han i en kommentar.

Men alligevel forventer Tore Stramer altså, at danskerne for første gang siden 2009 kan se frem til, at lønningerne samlet i år vil stige hurtigere end inflationen.

- Konkret er det vores forventning, at lønvæksten for 2013 samlet set ender på 1,5 procent, mens forbrugerpriserne vil stige med 1,0 procent - altså er der udsigt til en stigning i reallønnen på cirka 0,5 procentpoint i 2013, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip