Rebecca døde, da hun var på udveksling: Nu vil millionby stramme op på trafiksikkerhed

Skrevet af Jesper Larsen

10/12/2015

Dagens topnyheder

22-årige Rebecca Meyer omkom sidste år i en tragisk trafikulykke i Brisbane i Australien, da hun blev ramt af en lastbil i et sving. 

Hun var på udvekslingsophold i på University of Queensland, og hun var en rutineret cyklist efter at have cyklet i København i årevis, men en undersøgelse af omstændighederne ved ulykken konkluderer, at selvom hun var en dygtig cyklist, så var de andre trafikanter i millionbyen ikke ligeså dygtige til at håndtere cyklister. 

Læs også: Retssag efter 22-årig danskers død i Australien: Familien fik den uhyggelige besked i medierne

Chaufføren i den lastbil, Rebecca blev fanget under, har forklaret, at han slet ikke så hende, før hun blev fanget under lastbilen, og selvom der var mange vidner til ulykken, har det ikke været muligt fuldstændigt at klarlægge omstændighederne omkring ulykken. 

- Det har ikke været muligt at fastslå, om Rebecca allerede var foran lastbilen, da den kørte frem mod krydset, eller om hun først kørte frem foran lastbilen, mens den skulle til at dreje, siger efterforskeren i sagen, Christine Clements, ifølge news.com.au.

I forbindelse med sin undersøgelse, har Christine Clements foreslået, at tunge lastbiler skal have forbud mod at køre i byen, hvis ikke de har moderne teknolgi i bilen, der kan hjælpe mod bilens blinde vinkler. 

Men det var kun en af otte forslag, der skal forbedre trafiksikkerheden, som er kommet frem i forlængelse af sagen om den danske studerendes død. 

Læs også: 

Det er desuden blevet foreslået, at videofilme vidner til ulykker i stedet for at skrive deres beskrivelse ned, forbedre cykelstier og sætte overvågning op i farlige trafikryds. 

Sagen om Rebecca Meyers død har vakt stor opsigt i Brisbane, hvor der har været flere dødsulykker med unge cyklister. 

- Det vil altid være en forfærdelig og meningsløs ulykke for os, men måske kan der gøres noget, så der ikke sker lignende ulykker i fremtiden. Om det så er at se på cykelstier, fysisk afskærmning eller på de lastbiler, der kører på vejene, siger Rebeccas søster, Tania Jensen, ifølge Brisbanetimes.