Rebild Kommune fyrer 12 dagplejere

I den nordjyske Rebild Kommune går det den forkerte vej med børnetallet.

Faktisk er faldet så drastisk, at kommunen nu må sige farvel til 12 dagålejere.

Antallet af børn der bliver passet i Rebild Dagpleje er faldet fra 498 i januar 2012 til 447 i oktober 2012. Det skyldes til-/fraflytning, men særligt at der bliver født langt færre børn i kommunen end normalt.

Fra 1. januar til 24. september 2012 er der født 212 børn. Hvis den udvikling fortsætter resten af året, vil der blive født 283 børn i år. Der bliver normalt født ca. 340 børn om året i kommunen.

- Vi mangler så at sige 57 børn alene i år. Resultatet er at vi bliver nødt til at sige farvel til 12 dagplejere som ellers udfører deres arbejde til fuld tilfredshed – der er simpelthen ikke børn nok at passe. Det er de sørgelige, men kolde facts som vi tager konsekvensen af, siger centerchef for Børn og Unge, Ulrik Andersen.

De berørte dagplejere får endelig besked om afskedigelsen med udgangen af oktober, og de forældre, der har børn hos de dagplejere det handler om, bliver orienteret per brev senest den 6. november – det sker efter nærmere aftale med den enkelte dagplejer.

To måneder før dagplejeren ophører med at være ansat i Rebild Dagpleje, bliver forældrene kontaktet omkring en ny dagplejeplads.

Dagens Gossip