Red Barnet om børneporno: Overgrebene stopper aldrig

Skrevet af admin

20/10/2015

Dagens topnyheder

Foran computeren i sit hjem i Randers har en 48-årig mand ifølge politiet administreret to hjemmesider med børneporno, og på den måde har han angiveligt været med til at skabe traumer, der vil forfølge ofrene resten af deres liv.

I Red Barnet fortæller seniorrådgiver Gitte Jakobsen, hvordan optagelser af et seksuelt overgreb forstærker eftervirkningerne af forbrydelsen.

- Når et overgreb bliver filmet og lagt på nettet, stopper det aldrig. Optagelserne vil florere på nettet resten af barnets liv. Hver gang en ny person kigger på billedet eller videoen, er det en ny krænkelse. Den er ikke fysisk, men den er der alligevel.

Seniorrådgiveren betegner sagen mod den 48-årige randrusianer som enestående.

- Det er uden sammenligning den største sag, jeg har set i Danmark. Fordi det er på nettet, er det globalt og involverer mange gerningsmænd og ofre, siger hun.

I sin egenskab af administrator for de to hemmelige hjemmesider har den tiltalte ifølge politiet opsat grusomme krav til folk, der ønskede at blive lukket ind.

Hvis man eksempelvis ville være medlem af hjemmesiden "The Love Zone", var kravet, at brugerne mindst hver 30. dag indsendte ny børneporno.

Ville man opnå status af producent på netværket, var kravene strengere. Her måtte aspiranterne mindst en gang om måneden selv forgribe sig mod et barn og filme det.

- Det er en kendt fremgangsmåde. For at få adgang til nyt materiale - for at komme højere op i hierarkiet - skal man selv levere. Sådan et krav betyder, at der igen og igen bliver begået nye seksuelle overgreb mod børn, siger Gitte Jakobsen.

Den 48-årige er også tiltalt for at have filmet og delt video af overgreb, han selv skal have begået mod fire børn i Randers i perioden 2008 til 2009.

I Red Barnet ved man ikke, hvor meget børneporno, der produceres i Danmark.

- Men vi ved, at der er rigtig mange mennesker i Danmark, der tilgår sider med børneporno, siger Gitte Jakobsen.

Retssagen mod den 48-årige er gået i gang ved Retten i Randers tirsdag og ventes at køre over 15 retsdage. Dommen ventes i midten af december.

/ritzau/