Redaktør: De Radikale skal huske deres integritet

Skrevet af admin

11/08/2015

Dagens topnyheder

De Radikale skal huske deres politiske principper, hvis partiet skal ud af den krise, som det i øjeblikket befinder sig i.

Det vurderer Ole Dall, der er chefredaktør for Skive Folkeblad og formand for den radikale redaktørforening.

- De Radikale skal i den kommende tid bevise, at de er et selvstændigt, socialliberalt midterparti, som ikke er en fasttømret del af rød stue, siger han til Ritzau.

Ved folketingsvalget i juni i år landede De Radikale på bare otte mandater. Det resultat står i skærende kontrast til valget i 2011, da partiet med Margrethe Vestager i spidsen fik 17 pladser i Folketinget.

Morten Østergaard overtog rollen som politisk leder i partiet for et år siden og har siden kæmpet for at vinde vælgernes gunst, efter at Vestager forlod lederposten til fordel for jobbet som konkurrencekommissær i EU.

- Jeg synes ikke, at partiet har leveret godt nok, når man snakker om den forøgede skævvridning mellem hovedstaden og provinsen. Alt handler om, at provinsen ikke må noget, mens Aarhus og København skal have lov til mere, siger Ole Dall.

- Jeg mener, at De Radikale bør satse på en mere lempelig planlov. Det handler jo ikke om at plastre kysterne til med hoteller, som kritikere altid påstår, men om at skabe vækst og udvikling ude i landet og ikke kun i de to store byer.

Politisk kommentator Hans Engell mener, at De Radikale bør satse hårdt på tre områder, hvor partiet traditionelt har været stærke.

- I virkeligheden handler den her krise om, at de skal vende tilbage til miljø-, rets,- og socialpolitiske spørgsmål, hvor de historisk har stået stærkt.

Det mener Ole Dall ikke.

- Nej, det skal man passe på med. Så bliver man et bliver et parti, som satser på få bestemte områder. Det er bare ikke godt nok længere. De skal sørme byde ind på hele paletten, lyder det fra Ole Dall.

De Radikales sommergruppemøde begyndte mandag.

/ritzau/