Redaktør: Den republikanske valgkamp spidser til

Skrevet af admin

21/02/2016

Dagens topnyheder

Efter det republikanske primærvalg i South Carolina, hvor Donald Trump vandt og Jeb Bush trak sig, handler den republikanske valgkamp nu om tre personer: Ted Cruz, Marco Rubio og Donald Trump.

Sådan lyder det fra Anders Agner Pedersen, redaktør ved netmediet Kongressen.com. Ben Carson har slet ikke en chance, mener Anders Agner.

Og selv om Donald Trump vandt i South Carolina, så peger pilen nu på Marco Rubio, siger Anders Agner Pedersen.

- Efter at Marco Rubio nu har fået en andenplads i South Carolina, så er det ham, som partiet skal samles rundt om nu. Ikke mindst efter Jebs Bushs exit.

- Det bliver en valgkamp, der spidser til. Det bliver både langvarigt og intenst, siger han til Ritzau.

Og hos demokraterne vandt Hillary Clinton en vigtig kamp i Nevada, siger Anders Agner Pedersen. Og det betyder ikke så meget, at hun ikke vandt stort over rivalen Bernie Sanders, mener han.

- Det er vigtigt, at hun får standset noget af Bernie Sanders momentum. For hvis de havde spillet uafgjort en gang til, så havde det været problematisk for hendes fortælling om, at hun er den bredest funderet kandidat.

- Nu har hun bevist, at det ikke bare er noget, hun siger, når hun siger at hun har godt fat i alle vælgergrupper. Nu har hun leveret varen.

/ritzau/