Redaktør: En joker lurer ved grønlandsk formandsvalg

Skrevet af admin

18/10/2014

Dagens topnyheder

Der er lagt op til en gyser, når medlemmer af Grønlands Siumut-parti lørdag mødes i Nuuk til en ekstraordinær generalforsamling for at vælge ny formand.

Der er nemlig ingen helt oplagt favorit blandt de tre kandidater, samtidig med at endnu en kandidat fortsat spøger i kulissen, vurderer Poul Krarup, chefredaktør på avisen Sermitsiaq.

- Det er repræsentanter for de forskellige lokalforeninger rundt om i Grønland, der skal træffe beslutningen, og de ser hinanden meget sjældent. Jeg har ingen fornemmelse af, om de har koordineret noget, siger han til Ritzau.

Grønlandsk politik har været præget af kaos, siden det i slutningen af september kom frem, at Siumuts daværende leder og regeringschef Aleqa Hammond havde brugt over 100.000 kroner fra selvstyrets landskasse til private formål.

1. oktober fik det Hammond til at trække sig fra begge poster, regeringen smuldrede, og derfor skal grønlænderne nu til nyvalg 28. november.

Inden da skal Siumut dog have ny leder, og her har tre kandidater altså meldt sig klar.

Der er tale om fungerende regeringschef Kim Kielsen, medlem af Folketinget Doris Jakobsen samt Nick Nielsen, der er tidligere kultur- og kirkeminister i Grønland.

- Og så er der stadig en joker i spil - den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen, der i sin tid var med til at stifte partiet, siger Poul Krarup.

- Mange tror, at han vil gøre forsøget. Han kan spille på sin erfaring, og han vil efter min mening godt kunne samle partiet frem mod valget, siger redaktøren.

Lars-Emil Johansen har bebudet, at han lørdag ved mødets start vil fortælle, hvorvidt han stiller op.

Poul Krarup anser dog Kim Kielsen for at være svag favorit og samtidig også som et fornuftigt valg for partiet med henblik på det kommende valg.

- Han er en person, der vil kunne genvinde tilliden og respekten for politikerne. Han har ingen lig i lasten, siger Krarup.

Samtidig ser han svaghedstegn hos både Nick Nielsen og Doris Jakobsen: Nielsen er for uerfaren, og Jakobsen har ikke tilstrækkelig gennemslagskraft, lyder dommen fra redaktøren.

Uanset hvem vinderen bliver, så kan opgaven forekomme uoverskuelig.

- Man må sige, at Siumut har været ude på en stor nedtur. Landet er splittet på alle leder og kanter, og Siumut er skældt ud for nepotisme og magtmisbrug og alle dårligdomme. Der var mange, der stolede på Hammond, og de er blevet utroligt skuffede, siger Poul Krarup.

Det ventes et afstemningsresultat omkring klokken 18.30 dansk tid.

/ritzau/