Redaktør: En sejr hvis Løkke undgår personballade

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen er kommet til partiets landsmøde uden politiske nyheder.

Og i virkeligheden er det en sejr for partitoppen, hvis man kommer igennem weekenden uden ny ballade om formanden.

Det vurderer Politikens politiske redaktør, Mette Østergaard.

- Det er klart det overordnede mål for partitoppen, siger hun til Ritzau.

I forsommeren var der stor ballade om formandens indkøb af tøj på partiets regning, og tidligere har hans forbrug på rejser for klimaorganisationen GGGI også sat Løkke i et negativt lys.

- Det var så voldsomt et forløb for partiet i forsommeren, så hvis man kan komme igennem landsmødet ved kun at diskutere politik og ikke personer, så har vi tidligere set, at så tegner målingerne sig bedre for Venstre, påpeger Mette Østergaard.

I Ritzau Index, som er et gennemsnit af landets fem toneangivende meningsmålinger, Voxmeter, Epinion, Gallup, Greens og Wilke, ligger blå blok med Venstre i spidsen til 54,2 procent af stemmerne, svarende til 95 mandater mod rød bloks 80.

Derfor valgte Lars Løkke Rasmussen lørdag at lancere et valgprogram for Venstre, som er blottet for nyheder, mener Mette Østergaard.

- Man vil hellere køre en valgsejr sikkert i hus i stedet for at komme med eksperimenter, som kan støde vælgere fra partiet, påpeger den politiske redaktør.

- Det paradoksale er, at Venstre ligger godt i meningsmålingerne på trods af. at Lars Løkke som formand har en meget lille troværdighed i forhold til Helle Thorning-Schmidt (S). De skal have bygget ham op omkring noget politik frem for personsager, konstaterer Mette Østergaard.

En måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, viste fredag, at kun 28 procent af vælgerne ser Løkke som den mest troværdige statsministerkandidat, mens 49 procent peger på den socialdemokratiske statsminister.

/ritzau/

Dagens Gossip