Redaktør: SF's landspolitik er baggrund for dårligt valg

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Efter kommunalvalget er Socialistisk Folkeparti blevet valgets store taber. Siden sidste kommunalvalg er SF samlet gået fra 14,5 procent af stemmerne til 5,6 procent ved dette valg.

Vælgernes utilfredshed med landspartiets rolle i regeringen er skyld i det dårlige valg, mener Arne Hardis, der er politisk redaktør på Weekendavisen.

Han påpeger dog, at man skal være varsom med at sidestille opbakningen i kommunalpolitik og landspolitik, selvom der tegner sig et klart billede med SF's valgresultat.

- Det er vælgernes skuffelse, der som en toårig forsinkelse af folketingsvalget nu kommer som en bølge ud over det kommunale landskab.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det er en landspolitisk kommentar til SF's regeringsdeltagelse og forvaltning af denne magt. Det er helt uforståeligt at forklare det på andre måder, og det siger partitoppen også selv. Det må vække stof til eftertanke hos dem, vurderer han.

Kun to ud af landets 98 kommuner har SF fået fremgang.

I Vesthimmerland Kommune er SF under ledelse af folketingspolitikeren Pernille Vigsø Bagge gået fra to til fire mandater, mens Mette Touborg i Lejre Kommune hiver en stor fremgang på 12,5 procent til sig, så Touborg og SF står med 34,9 procent af stemmerne.

I de øvrige 96 kommuner er der kun tilbagegang at spore.

- SF's sjæl er blevet hjemløs og har søgt politisk asyl hos Enhedslisten. De kan ikke samle alt op, som SF og Socialdemokraterne har smidt, men de har samlet en stor del.

- Hvorfor skulle alle SF'ere med enkelte undtagelser over én kam lokalt vise sig at skuffe sine vælger så meget, at de flygter væk? Hvis jeg var SF'er, så ville jeg stirre med forbløffelse på, hvor godt Mette Tougaard har gjort det i Lejre, siger Arne Hardis.

Enhedslisten er overordnet gået frem med 4,6 procent og har nu samlet 6,9 procent af stemmerne i kommunerne. Socialdemokraterne går 1,1 procent tilbage til 29,5 procent.

/ritzau/