Redaktør: Vestagers barselsmelding ærgrer S

»Det er sjældent, man ser det. Det er normalt sådan, at man siger én for alle og alle for én, men i denne situation har der været så stor intern uenighed, at man ikke har kunnet holde den inden døre,« siger Bent Winther og uddyber:

»Samtidig står de Radikale overfor et landsmøde, hvor diskussionen vil komme op. Der er stærke kræfter i partiet, som er meget stærke fortalere for den øremærkede barsel, og det ville være svært for Margrethe Vestager at stå på talerstolen og forsvare en beslutning, som hun dybest set ikke er enig i,« siger han.

Forslaget om øremærket barsel var en del af regeringsgrundlaget, men det blev droppet i sidste uge.

»Hvis ikke Socialdemokraterne havde hejst et flag og sagt, »vi tror, det giver større problemer, end det vil løse«, havde vi gennemført øremærket barsel. I respekt for, at det var et meget stærkt ønske for Socialdemokraterne, må vi nu gå andre veje,« siger den radikale leder, Margrethe Vestager, til Jyllands-Posten. Hun siger desuden til avisen, at »det her er et ægte løftebrud«.

Bent Winther vurderer, at Socialdemokraterne er ærgerlige over, at Margrethe Vestager med sin udtalelse puster liv i en diskussion, som man prøvede at lukke i sidste uge. Men den radikale melding udløser ikke nogen krise i regeringen, mener han.

»Man prøvede i sidste uge at gå frem og sige: »Vi har skiftet mening, vi har begået et løftebrud og man lagde sig fladt ned - man argumenterede for, at det var der forskellige grunde til,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror ikke, Margrethe Vestagers udtalelse kommer til at betyde så meget. Hun udtrykker en uenighed, som man godt vidste, var der,« siger han.

Hverken statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) eller beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ønsker at kommentere Margrethe Vestagers udtalelse. Socialdemokraternes pressetjeneste oplyser, at ingen i partiet ønsker at kommentere sagen.

Dagens Gossip