Redningsfolk skærer hul i skrog for at finde overlevende

Skrevet af admin

03/06/2015

Mest læste i dag

Redningsmandskab i Kina gik onsdag i gang med at skære hul i skroget på det forliste skib på Yangtze-floden i et desperat forsøg på at finde flere overlevende.

Over 400 mennesker er fortsat savnet. Der er kun fundet 14 overlevende og 26 døde, siden skibet, "Eastern Star", kæntrede under en storm mandag aften og vendte bunden i vejret.

- Skibet sank inden for en meget kort tidsramme, så der kan stadig være luftlommer i skroget, siger Li Qixiu fra Kinas maritime tekniske universitet.

Han tilføjer, at det kan betyde, at der stadig er overlevende.

Dykkere har fæstnet stålkabler til det kæntrede skib for at stabilisere det ved hjælp af kraner, mens dykkerne leder efter overlevende derinde.

Tv-stationen CCTV rapporterer, at dykkerne gennemsøger skibets kabiner en efter en.

Premierminister Li Keqiang har lovet, at eftersøgningen fortsætter på trods af de vanskelige forhold i det mudrede vand, hvor sigtbarheden er ringe.

- Så længe der er det mindste håb, må vi gøre alt for at finde de savnede, siger premierministeren.

Øjenvidner og statslige medier oplyser, at skibet gik ned i løbet af få sekunder i det dårlige vejr. Meteorologer har sagt, at der var en tornado i området på ulykkestidspunktet.

Der var i alt 465 mennesker om bord, først og fremmest folk over 60 år, som var på sejltur ned ad Yangtze-floden.

Kinas statslige nyhedsbureau Xinhua skriver, at ulykken kan ende med at blive den dødeligste, landet har oplevet i de seneste knap 70 år.

/ritzau/AFP