Refn deler Cannes: Katastrofal og cool

Skrevet af admin

20/05/2016

Dagens topnyheder

- Det var noget lort!

- Jeg er i chok!

- Lige nu kan jeg intet sige om den. Jeg bliver nødt til at tænke først.

Reaktionerne var mange og blandede, da den danske instruktør Nicolas Winding Refns "The Neon Demon" torsdag aften blev vist for pressen for første gang.

Det skete på filmfestivalen i den sydfranske by Cannes.

Filmen handler om Jesse, der kommer til Los Angeles for at blive model. Men det er en farlig verden, hun begiver sig ind i, og hendes ungdom og skønhed bliver hurtigt genstand for misundelse.

"The Neon Demon" kæmper om Guldpalmen i den prestigefyldte konkurrence, men den skal Nicolas Winding Refn ikke gøre sig store forhåbninger om, hvis man skal tro de første reaktioner på filmen.

- Historien om vampyrisme i modeverdenen er interessant, men den minder for meget om en light-version af David Lynch, siger den svenske filmjournalist Gunnar Rehlin efter filmen til Ritzau.

- Han skal lade David Lynch lave Lynch-film, siger han.

Heller ikke den franske journalist Alain Spira fra Paris Match var imponeret.

- Det er en katastrofal film, siger han. Den er latterlig. Den fokuserer mere på makeup end på en egentlig historie, siger han.

I salen blev der under visningen både grint og klappet ved enkelte scener, og flere mener da også, at Nicolas Winding Refn er lykkedes med sit værk.

- Jeg elsker den. Det er en god metafor for livet i Los Angeles og modeindustrien, og jeg synes, det er en cool genrefilm, siger den russiske journalist Tatiana Shorokhova fra filmsitet Kinopoisk.

Hun bliver bakket op af brasilianske Rodrigo Fonseca, der blandt andet arbejder for popkultur-sitet Omelete.

- Han er en mester. Jeg elsker den, siger han.

På søndag afsløres det, om Nicolas Winding Refn skal have en statuette for sin film, når priserne uddeles i Cannes.

/ritzau/