Regering: Finanskrise-rapport peger på Fogh

Den digre rapport om finanskrisens årsager, der onsdag blev fremlagt af det såkaldte Rangvid-udvalg, er et studie i den tidligere VK-regerings "undladelsessynder".

Sådan lyder det fra De Radikales erhvervsordfører, Andreas Steenberg, og også fra SF er kritikken af den tidligere regerings finanspolitik krads.

Udvalget peger på en stribe årsager til finanskrisen. Og udvalget understreger samtidig, at finanskrisen ikke kunne have været undgået i et lille land som Danmark.

Men samtidig fremhæver udvalget, at finanspolitikken i de kritiske år i den sidste halvdel af 00'erne var for lempelig.

- Det er tydeligt, at Fogh-regeringens uansvarlige økonomiske politik og manglende regulering af bolig- og finansmarkederne har været skadelig for Danmark, siger Andreas Steenberg og fortsætter:

- Vi kunne ikke have undgået krisen. Men vi kunne være kommet langt bedre igennem, hvis Fogh-regeringen havde brugt de gode tider til at ruste Danmark til fremtiden. Rapporten er et studie i Foghs undladelsessynder.

Samme toner lyder fra SF"s finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen:

- Vi får nu bekræftet, at den borgerlige regering førte en uansvarlig politik op gennem nullerne, som førte til en overophedning af økonomien. Man liberaliserede lånemarkedet og gav danskerne indtryk af, at vi kunne købe hele verdenen, siger hun.

- Men virkeligheden viste sig desværre at være en helt anden, og de borgerliges kurs var katastrofal for landet. Det får vi nu bekræftet, og derfor bør udvalgets konklusioner føre til selvransagelse i den borgerlige lejr, siger hun.

De Radikale og SF mener samtidig, at rapporten om finanskrisen viser, at der skal sættes ind med skærpede krav til de banker, der er så store, at de kan true samfundsøkonomien, hvis de går nedenom og hjem.

- Udvalgets rapport viser, hvor centralt det er, at vi får stillet nogle håndfaste kapitalkrav til de såkaldt systemisk vigtige banker i Danmark. Det kan kun gå for langsomt, siger Andreas Steenberg.

/ritzau/

Dagens Gossip