Regering: Flere end 5200 døde efter tyfonen Haiyan

Skrevet af admin

22/11/2013

Dagens topnyheder

Flere end 5200 mennesker har mistet livet i Filippinerne som følge af tyfonen Haiyans hærgen, oplyser landets regering ifølge nyhedsbureauet AFP.

Haiyan, som rasede på tværs af øriget for to uger siden, er dermed den mest dødelige tyfon i landets historie.

Det officielle dødstal lyder på 5209. Tidligere var den tropiske storm Thelma, som ramte i november 1991, den mest dødelige. Thelma kostede cirka 5100 ofre.

Der har hersket stor usikkerhed om dødstallet efter Haiyan.

Først meldte lokale embedsmænd ud, at mindst 10.000 havde mistet livet. Men snart efter blev dødstallet nedjusteret til et sted mellem 2000 og 2500.

Siden blev der fundet flere katastrofeområder med mange døde og massive materielle ødelæggelser.

Også FN har været ude med forkerte tal i sidste uge, og verdensorganisationen måtte dagen efter beklage disse.

En del af misforståelsen udsprang af, om man havde opgivet faktiske tal eller skøn, og den filippinske regering har over for FN slået fast, at den kun opgiver bekræftede tal.

Under sin hærgen skabte Haiyan fem meter høje bølger, som skyllede ind over flere filippinske øer som en tsunami. Vandmasserne ødelagde næsten alt på deres vej ved kysterne på de centrale øer i landet.

Supertyfonen bliver betegnet som den værste naturkatastrofe i Filippinernes historie. Flere end 12 millioner mennesker har været berørt.

Flere end 20 danskere var savnet umiddelbart efter dens rasen, og i denne uge blev de sidste tre savnede bekræftet i live. Ifølge Udenrigsministeriet har de det "efter omstændighederne godt".

/ritzau/