Regering gør ikke FN-konventioner til lov

Skrevet af admin

23/11/2014

Dagens topnyheder

Regeringen har i stilhed opgivet at ophøje seks af FN's menneskerettighedskonventioner til dansk lov, fordi Socialdemokratiet er uenige med De Radikale. Regeringen følger et mindretal i et ekspertudvalg, som frygter, at Folketinget og regeringen vil miste indflydelse til domstolene.

Det skriver Berlingske.

- Som der også er givet udtryk for i udvalgets betænkning, vil inkorporering indebære en risiko for en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstolene, siger justitsminister Mette Frederiksen (S) i en skriftlig kommentar til Berlingske.

- Og det er for regeringen vigtigt at fastholde de folkevalgtes ansvar for overholdelsen af vores internationale forpligtelser.

Regeringen kritiseres af ngo'er som Amnesty International og Dignity, Dansk Institut mod Tortur. Derimod støtter Dansk Folkeparti regeringen.

- I Dansk Folkeparti har vi det sådan, at konventionerne og fortolkningen af disse har nået et så stort omfang, at det er udemokratisk. Gamle støvede tekster og juristers fortolkning af disse har i visse sager, allerede i dag, større magt end folkevalgte, siger DF's udlændingeordfører Martin Henriksen

Økonomien trykker ifølge Kommunernes Landsforening (KL), der sad i ekspertudvalget. Kommunerne skal måske betale mere i sociale ydelser, hvis danskerne kan klage til FNs komitéer, mener KL.

De Radikales menneskerettighedsordfører, Lone Loklindt, erkender, at De Radikale i regeringen har tabt opgøret om konventioner.

- Vi foretrækker, at de bliver inkorporeret, men det er der ikke enighed om i regeringen, siger hun til Berlingske.

/ritzau/