Regering og KL er enige om indkvartering af flygtninge

Skrevet af admin

08/01/2015

Mest læste i dag

Over hele landet står kommuner over for at skulle modtage markant flere flygtninge og familiesammenførte fra blandt andet Syrien, end man hidtil har regnet med.

Nu er regeringen og KL blevet enige om, hvordan det skal ske.

På KL's Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg har finansminister Bjarne Corydon (S), social- og integrationsminister Manu Sareen (R) og økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) torsdag holdt møde med KL-toppen.

Flere ledige statslige bygninger skal tages i brug som flygtningeboliger. Private skal have bedre adgang til at huse flygtninge, og så vil regeringen søge Folketingets tilslutning til en midlertidig ændring af planloven.

Det sidste skal give kommunerne mulighed for hurtigere at oprette midlertidig indkvartering af flygtninge.

Regeringen fastslår desuden, at man vil søge flertal i Folketinget for at bruge ekstra 200 millioner kroner på at integrere flygtninge.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) mener, at aftalen vil være med til at sikre, at flygtninge har bedre mulighed for at blive integreret:

- Regeringen vil fra første dag integrere de flygtninge, der lige nu ankommer i større omfang, end vi har set i 20 år. Det har vi med dagens forståelse med KL skabt et klart grundlag for.

- Kommunerne får støtte til at skabe flere boliger og dermed et bedre grundlag for at hjælpe flygtninge med beskæftigelse, sprog og en ordentlig bolig, siger Morten Østergaard.

Ifølge KL-formand Martin Damm (V) giver forståelsen med regeringen mulighed for, at kommunerne kan løse opgaven med at huse og integrere de ekstraordinært mange flygtninge:

- Det er klart, at det er boligsituationen, der lige nu og her er udfordringen, og der får vi nu nogle midler, der gør, at vi kan bringe nogle andre bygninger i spil, end vi kunne tidligere, siger Martin Damm på et pressemøde i Aalborg.

/ritzau/