Regering sætter turbo på stramning af adgang til Danmark

De kommende måneder sætter regeringen fart på lovgivningsmaskinen, når det kommer til begrænsningen af udlændinges adgang til Danmark. Det viser regeringens lovkatalog over kommende initiativer i det nuværende folketingsår.

Nogle af dem er allerede gennemført. Det gælder den nedsatte ydelse til nytilkomne flygtninge og familiesammenførte til SU-niveau.

Mandag nåede regeringen så til enighed med en bred kreds af partier, inklusiv Socialdemokraterne, om en række skærpede krav til at opnå dansk statsborgerskab, og samtidig blev parterne enige om at gøre det sværere at blive dansk statsborger, selvom man har boet her hele sit liv.

Men de aftaler er blot en forsmag på rækken af initiativer på udlændingeområdet.

Til november går integrationsminister Inger Støjberg (V) videre i teksten med et lovforslag om at genindføre krav om integrationspotentiale, når det gælder de omkring 500 særligt svage kvoteflygtninge, som Danmark årligt tager imod fra FN.

Et forslag Støjberg også har bebudet tidligere på efteråret, men som endnu ikke er konkretiseret.

Lige på den anden side af årsskiftet ventes Venstre at forsøge med at gøre det sværere at blive sammenført med sin familie, hvis man skønnes at have ringere forudsætninger for at blive integreret i Danmark.

Modsat skal det så også blive nemmere at opnå familiesammenføring, hvis man skønnes integrationsegnet - en tanke, der er af ældre dato i Venstre, og som blev præsenteret i et stort udlændingeudspil tilbage i 2014.

I februar er det reglerne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, der skal strammes op på endnu ukendte måder, inden man senere samme måned har planlagt en ændring af de integrationsprogrammer, som flygtninge kommer ud i i kommunerne.

/ritzau/

Dagens Gossip