Regeringen afkræves Plan B for dansk deltagelse i Europol

Skrevet af admin

17/05/2016

Dagens topnyheder

"Måske umuligt". Sådan lyder EU-præsident Donald Tusks vurdering af Danmarks chance for at få en parallelaftale med EU om Europol.

Det får De Radikale til at kræve en "Plan B" fra regeringen.

- Jeg går ud fra, at regeringen har en plan B, for det er jo et realistisk scenarie, at vi ikke får en parallelaftale. Regeringen skylder at melde sin Plan B klart og tydeligt ud, siger EU-ordfører Zenia Stampe.

Hvis det ikke lykkes at lave en aftale med EU om Danmarks deltagelse i politisamarbejdet, kan det føre til en dansk folkeafstemning om Europol.

Det er i Zenia Stampes optik den eneste mulige plan B, hvis ikke Danmark kaster håndklædet helt i ringen og står uden for Europol.

- Det er i så fald en folkeafstemning, vi skal have meget snart. Beslutningen skal jo også igennem Folketinget, siger hun.

Da Europaparlamentet onsdag 11. maj vedtog det nye Europol-samarbejde, udtalte udenrigsminister Kristian Jensen (V):

- At have en Plan B betyder, at man fjerner fokus fra Plan A, og vi har kun en Plan A, og det er en parallelaftale.

Men det argument preller af på Zenia Stampe:

- Forhandlingsstrategisk synes han måske, det giver mening at sige, at han sætter alt ind på ét bræt. Men i et demokratisk øjemed bliver man nødt til at være ærlig over for danskerne.

Vedtagelsen af det nye Europol-samarbejde betyder, at Danmark har et år til at forhandle en parallelaftale på plads - ellers bliver vi kastet ud af politisamarbejdet.

- Det er en meget stram tidsplan for dansk tilknytning til Europol, som ikke kan komme bag på nogen. Inden udgangen af året skal det være afklaret, hvad Danmark gør for at forblive i Europol, siger Zenia Stampe.

- Så regeringen har rigtig travlt. Og derfor er jeg også fuldstændig sikker på, at den arbejder med en plan B. De vil bare ikke dele den med os eller danskerne. Og det er uærligt og ufint, når nu engang vi lever i et demokrati.

Ud over Europol har regeringen fået et bredt folketingsmandat i ryggen til at forsøge at få to andre parallelaftaler i hus.

En aftale om Eurojust skal sikre, at den danske anklagemyndighed kan samarbejde med de øvrige medlemslandes anklagemyndigheder i sager om grænseoverskridende kriminalitet.

En tredje aftale skal sikre dansk deltagelse i et nyt EU-samarbejde om registre over flypassagerer, PNR.

/ritzau/