Regeringen afviser granskers anbefaling om ulandsbistand

Skrevet af admin

02/05/2016

Mest læste i dag

Regeringens udenrigsgransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, mener, at udviklingsbistanden ikke bør bruges herhjemme. Pengene bør i stedet bruges i nærområderne, hvor flygtningene kommer fra.

Men den anbefaling kommer regeringen ikke til at følge.

Det siger udenrigsminister Kristian Jensen (V), efter at Peter Taksøe-Jensen mandag fremlagde sin rapport om, hvordan dansk udenrigspolitik bør føres fremover.

- Internationalt er det sådan, at udgifterne til at modtage og indkvartere asylansøgere i den første periode er en del af udviklingsbistanden, og sådan vil det også være fremadrettet fra dansk side, siger Kristian Jensen.

Det handler om at få asyltallene ned, mener han.

- Selvfølgelig vil jeg gøre alt for at få asyltallene til at gå ned og dermed også få udgifterne til asylpolitikken til at gå ned.

- Men det skal ske ved, at man får gjort noget ved konflikterne ude i verden, at man får forbedret vilkårene, så man får færre migranter. Det skal ikke ske ved at lægge et loft over, hvor meget vi må bruge af bistanden, siger udenrigsministeren.

Peter Taksøe-Jensen foreslår desuden, at Danmark prioriterer ulandsbistanden bedre ved for eksempel at fravælge en stribe lande.

Når Danmark sender penge til skrøbelige og konfliktramte lande, bør fokus være på lande som Afghanistan, Syrien, Irak og Libyen, hvorfra blandt andet de mange flygtninge og migranter har indflydelse på Danmark.

Somalia, Sydsudan, Gaza, Vestbredden og Mali kan på den anden side fravælges, mener Taksøe-Jensen.

Men især Mali advarer Kristian Jensen mod at skrotte.

- Jeg er enig i, at vi skal rette indsatsen mod der, hvor flygtningepresset kommer fra. Men vi skal også kigge på, hvad vi kan gøre for, at stater ikke bliver skrøbelige stater, så vi ikke kommer til at stå i nye flygtningekonflikter.

- Der er Mali afgørende for, at hele Vestafrika kan forblive stabilt. Det er et af de områder, hvor vi kan se, at Isil (den militante bevægelse Islamisk Stat, red.) forsøger at få fodfæste.

- Og det er et af de områder, hvorfra menneskesmuglere og smuglere i det hele taget begynder deres rute op mod Europa. Så tænker vi langsigtet, er det en god idé at være til stede i Mali, siger Kristian Jensen.

I 2016 vil omkring en tredjedel af den samlede bistand, svarende til 4,4 milliarder kroner, blive brugt i Danmark.

/ritzau/