Regeringen bruger pensionspenge til at fylde statskassen

Skrevet af admin

03/10/2014

Dagens topnyheder

Regeringen vil fremrykke beskatningen af milliarder af pensionskroner i den store pengetank Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), som danske lønmodtagere blev tvunget til at betalte til fra 1977 til 1979.

Samtidig forlænges rabatten for kapitalpensioner ind i 2015 i forbindelse med en pensionspakke, som regeringen, SF og Enhedslisten er blevet enige om.

Hidtil har det været muligt at betale 37,3 procent i skat i stedet for 40 procent, hvis man omlagde sin kapitalpension til en såkaldt aldersopsparing eller fik den udbetalt. For en person med 125.000 kroner i kapitalpension betyder det 3375 kroner mere i hånden.

Samtidig kan personer over 60 år fra 1. april 2015 få en skatterabat på 2,5 procent, hvis de får udbetalt deres pension i LD. Og har man 125.000 kroner stående i LD, vil det betyde, at man får 3125 kroner mere udbetalt.

Finansminister Bjarne Corydon (S) siger, at pensionspakken kommer til at indbringe statskassen omkring 15 milliarder kroner. De mange milliarder skal sikre, at det danske underskud ikke overstiger det maksimalt tilladte inden for EU, som er på tre procent af bruttonationalproduktet.

- Vi vil ikke have en ny henstilling fra EU. Derfor er pointen, at vi med det her tiltag sikrer troværdigheden om dansk økonomi, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) ved præsentationen af pensionspakken.

- Det vil give os en stødpude i forbindelse med EU's krav om, hvor stort et underskud der må være på de offentlige finanser, siger økonomi- og indenrigsministeren.

Tidligere skatteminister Holger K. Nielsen (SF) siger, at "det er en fornuftig pakke". Både rabatten på udbetaling af kapitalpension og LD-opsparingen kan sætte lidt mere gang i privatforbruget og dermed skabe job, siger han.

- Der er kort sagt tale om økonomisk ansvarlighed både i forhold til statens underskud og beskæftigelsen, siger Holger K. Nielsen.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik lunede rabatten på omlægningen af kapitalpensionen sidste år i statskassen. Underskuddet på de offentlige finanser sidste år landede på omkring 13 milliarder kroner svarende til 0,7 procent af bruttonationalproduktet, BNP.

Uden en rabat på omlægningen af kapitalpensionerne ville underskuddet være endt på omkring 47 milliarder kroner svarende til 2,5 procent af BNP.

/ritzau/