Regeringen dropper hjælp til unge selvmordstruede

Stadig flere unge begår selvmord herhjemme, og nu har regeringen besluttet at fratage pengene til en af de organisationer, der taler unge fra at tage deres eget liv. 

Livslinien har de seneste år haft stor succes med at holde åbent om natten, så unge mennesker med selvmordstanker kunne ringe ind og få en snak om problemerne.

I yderste tilfælde kunne de mange frivillige medarbejdere også rekvirere ambulancer til de selvmordstruede, hvis de valgte at gøre alvor truslen. 

I april i år valgte Folketinget af bevilge 4 millioner kroner, så telefonerne fortsat kunne være bemandet de næste to år, men de penge er nu blevet taget fra Livslinien igen. 

- Jeg fik en opringning mandag aften kl. 22 af en politiker, der spurgte mig, om jeg var klar over, at pengene var blevet taget fra os igen, siger Livsliniens stifter og bestyrelsesformand, Morten Thomsen, til Dagens.dk. 

Han havde aldrig drømt om, at det kunne ske, da pengene allerede var blevet lovet til organisationen, der beskæftiger 240 frivillige og får 15.000 henvendelser om året. 

- Nu skal jeg fortælle alle vores frivillige og vores 5000 brugere, at de ikke har noget sted at ringe hen efter almindelig åbningstid, fordi pengene er blevet taget fra os, siger Morten Thomsen. 

Han er især skuffet over, at det der var en klar aftale med politikerne tilsyneladende ikke var en aftale alligevel. 

- Vores brugere har ikke andre steder at henvende sig. Det er sårbare mennesker, der har brug for tillid, og det er en del af den tillid, at de kan få fat på os døgnet rundt, siger Morten Thomsen til Dagens.dk. 

Et af de partier der var med til at få Livslinien på finansloven var Enhedslisten. Her er man mildest talt ikke imponeret over regeringens fremgangsmåde. 

- Det er fuldstændigt uansvarligt at spare så lille et beløb på bekostning af så mange sårbare unge, siger Enhedslistens psykiatriordfører, Stine Brix, til Dagens.dk. 

- Det er hamrende vigtigt, at der er et tilbud til dem, der er truede om natten. Det har hele tiden stået klart i statistikkerne over opkald, at der var rigtig mange, der ringede forgæves om natten, og derfor er der et politisk medansvar for, at der er et tilbud efter almindelig arbejdstid, siger Stine Brix, der mener pengene sagtens kan findes hos regeringen. 

- For at sammenligne det beløb, regeringen tager fra Selvmordslinien, så vil Carl Holsts eftervederlag alene kunne holde telefonerne åbent om natten i et helt år, siger Stine Brix.  

Dagens Gossip