Regeringen dropper kørselsafgift på lastbiler

Skrevet af John Meyer

20/02/2013

Dagens topnyheder

Den tidligere VK-regering vedtog i 2009 i forbindelse med Forårspakke 2.0 og Aftale om en grøn transportpolitik at indføre kørselsafgifter for lastbiler. VK-regeringen anvendte det forventede provenu til at finansiere en række skattelettelser i netop Forårspakke 2.0. Efterfølgende har regeringen i medfør af finansloven for 2012 arbejdet på en model for faktisk at kunne implementere afgiften.

Regeringen har i løbet af 2012 foretaget en række indgående analyser af flere forskellige modeller for kørselsafgiften. Disse har vist, at kørselsafgiftssystemet indebærer markante omkostninger til henholdsvis etablering og løbende administration. Omkostningerne vedrører bl.a. investeringer i det tekniske udstyr i forbindelse med afgiften, såsom de betalingsbokse, der skal sidde i alle lastbiler, og de kontrolporte, der skal opstilles. Derudover kommer den løbende drift af ordningen.

Omkostninger overstiger fordele
Samlet set er de administrative omkostninger på nuværende tidspunkt på et så højt et niveau, at omkostningerne ikke står mål med de fordele, som afgiften medfører. På den baggrund har regeringen besluttet at undlade at indføre kørselsafgiften for lastbiler, som det hidtil har været planlagt.

- Kørselsafgiften er overordnet set baseret på et sundt princip om, at forureneren betaler. Med en kilometerbaseret kørselsafgift vil transportbrugerne i højere grad selv være med til at betale for de udgifter, som transport af varerne medfører. Det er grundlæggende sund fornuft. Omvendt må vi bare erkende, at afgiften, som det ser ud lige nu, bliver meget dyr at implementere og administrere – både for statskassen og for virksomhederne. Vi står simpelthen ikke med en holdbar model, siger skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

Flere lande overvejer
I Europa overvejer flere lande i disse år at implementere kilometerbaserede kørselsafgifter for lastbiler. Det vil kunne give en bredere erfaringsbase, som Danmark vil kunne drage nytte af. Eksempelvis kan udviklingen reducere drifts- og udviklingsomkostningerne til et mere acceptabelt niveau. Hvis det på et tidspunkt viser sig muligt at indføre kørselsafgifter for lastbiler uden væsentlige økonomiske omkostninger – fx i lyset af den teknologiske udvikling eller erfaringer fra andre lande – vil regeringen igen overveje muligheden for at indføre afgiften.

- Vi skal hele tiden se på, om der udvikles teknologiske løsninger, som betyder, at det giver mening at overgå til kilometerbaserede kørselsafgifter. Det gælder i forhold til lastbiler, men det gælder også i forhold til personbiler. Regeringen vil fastholde sin interesse i hvilke muligheder, der kan realiseres. Omvendt må vi også være realistiske og sige, at modellen for kørselsafgifter for lastbiler ikke ligger lige for. Gjorde den det, havde vi holdt fast i afgiften, siger Holger K. Nielsen.