Regeringen dropper reklameafgift og hæver cigaretpris

Skrevet af admin

09/05/2015

Mest læste i dag

Regeringen opgiver at indføre reklameafgiften, fordi der omdeles færre reklamer end ventet.

Til gengæld hæver regeringen fra nytår prisen på en pakke cigaretter med tyve styk med en krone, oplyser skatteminister Benny Engelbrecht (S).

- Reklameafgiften er blevet overhalet af virkeligheden. Vi har set et uventet stort fald i reklamemængden, og det betyder, at det oprindelige formål med afgiften faktisk er indfriet, siger Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

- Meget tyder på, at markedet via den naturlige digitale udvikling bevæger sig i retning af et markant mindre papirforbrug. Det er glædeligt. Miljøet bliver allerede nu forskånet for en stor mængde papiraffald, og det er derfor ikke nødvendigt at indføre reklameafgiften.

I efteråret 2012 regnede regeringen med, at der i 2013 ville blive omdelt 153.000 ton reklamer. Regeringen forventede, at afgiften ville få mængden af reklamer til at falde til 145.000 ton. Men faktisk blev der kun omdelt 128.500 ton reklamer i 2013.

Uden reklameafgiften mangler regeringen 190 millioner kroner i indtægter. Regeringen vil dække mankoen ved at hæve afgifterne på cigaretter og tobak. Fra 2016 hæves prisen på en pakke cigaretter med godt en krone.

Reklameafgiften blev vedtaget med finansloven for 2012, men den er altså aldrig trådt i kraft og kommer heller ikke til det

Forslaget indgår i regeringens godt 50 vækstinitiativer.

/ritzau/