Regeringen er enig med SF og EL om bistandsbesparelse

Skrevet af admin

10/11/2014

Mest læste i dag

Regeringen er enige med SF og EL om besparelser på udviklingsbistanden. Én milliard af besparelsen fjernes, og en halv milliard udskydes og udmøntes kun, hvis der bliver brug det, erfarer Ritzau.

Dermed er det lykkedes de to støttepartier at få fjernet en del af regeringens planlagte besparelse på udviklingsbistanden.

Regeringen ønskede at tage 2,5 milliarder kroner fra udviklingsbistanden for at bruge dem til at betale for det stigende antal asylansøgere, som kommer til Danmark.

Udviklingsbistanden i Danmark er på cirka 16 milliarder kroner i 2014, og dermed er det under 10 procent af bistanden, som skal omprioriteres. De skal gå til at betale for de op mod 20.000 asylansøgere, som regeringen venter kommer til Danmark i år.

I stedet for at spare på udviklingsbistanden skal regningen for blandt andet boliger og sprogundervisning til asylansøgere nu betales på anden vis.

Blandt andet ventes parterne at bruge 700 millioner kroner, som Danmark får retur fra EU for i en årrække at have betalt for meget i kontingent, til formålet.

Ud over at få beløbets størrelse sat ned har Enhedslisten og SF også har kæmpet for, at besparelsen ikke skulle findes på programmer, som går til at hjælpe verdens fattigste.

Her skulle det være lykkes de to støttepartier at undgå omfattende besparelser på den del af udviklingsbistanden, som går til fattigdomsbekæmpelse.

Størstedelen af besparelsen er hentet inden for den del af udviklingsbistanden, der går til erhvervsstøtte, erfarer Ritzau.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) fastslog mandag aften, at et af de steder, der skal ændres på i støtten, er i to af Danidas erhvervsordninger, som ikke har været effektive nok i forhold til at skabe job og vækst i udviklingslandene.

Aftalen præsenteres klokken 20 mandag aften i Udenrigsministeriet. Her vil parterne måske løfte sløret for, hvilke programmer der fremover må undvære støtte fra udviklingsbistanden.

Med aftalen om udviklingsbistanden rydder partierne i rød blok den første store forhindring for en finanslovaftale af vejen. Men der venter dog fortsat et vanskeligt opgør om dagpengene.

Her har både Enhedslisten og SF længe talt for, at der skal gøres mere for at hjælpe danskere, der opbruger retten til dagpenge.

Regeringen holder dog fast i, at man med den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, jobskabelse og andre tiltag har gjort, hvad der skulle gøres for at hjælpe.

/ritzau/